START  |  SITEMAP  |  PRINT

Se vores præsentationsvideo.
Klik her.

Eller se den på din telefon ved at scanne QR-koden




Kalk

Anvisning på kalkning
  1. Ved kalkning på gammel bund afbørstes grundigt for alt løstsiddende støv, kalk mm.
  2. Ved kalkning på nypudset bund skal mørtlen være tørret så meget op, at den fremstår hvid.
  3. Gråvejr er det bedste kalkevejr. Luftfugtigheden bør ikke være under 65%. Kalkning må aldrig ske i sol eller ved udsigt til nattefrost de først par uger efter. Den bedste tid at kalke på er derfor de fugtige forårs- eller efterårsmåneder.
  4. Bunden forvandes – gerne med vandslange med spreder, kalkkost kan også anvendes. Der vandes til væggen skinner og derefter bliver mat.
  5. Kalkvand: fremstilles af 1 rumdel kulekalk og 5 dele vand, som blandes godt i en balje. Lad blandingen stå mindst et døgn, helst tildækket med låg eller plastic. Det hvide pigment er nu bundfældet, og det klare kalkvand står øverst i baljen. Kalkvandet øses forsigtigt over i en spand uden at det hvide pigment hvirvles op. Kalken tilsættes herefter den samme mængde nyt vand, som man lige har fjernet. Dette kan gøres 5 gange i alt, hvorefter kalken kasseres. Kalkvand bruges til: - opblanding af kalkmælk, - som afslutning på kalkarbejde og til fremstilling af farvepasta til farvet kalk.
  6. Nu tilberedes den strygefærdige kalk – kalkmælken. 1 rumdel kalkdej blandes godt med 5 dele kalkvand. Blandingen må ikke være for stærk, en god prøve er at stikke en finger i. Hvis kalken løber af og kun sidder tilbage på den nederste del af neglen er kalkmælken OK. Blandingen røres jævnligt under arbejdet, da kalken ellers vil synke til bunds.
  7. Der kalkes normalt 1 evt. 2 gange, hvis der tidligere har været kalket. Er bunden nypudset kalkes normalt 3-4 gange. Kalken skal tørre op mellem hver strygning, hvilket er mindst ½ dag, men normalt 1 dag.
  8. Når kalkningen er færdig afsluttes med en gang kalkvand, som kostes eller sprøjtes på. Det er med til at stabilisere overfladen.
  9. Farvet kalk: Ved fremstilling af farvet kalk er det vigtigt at være opmærksom på, at man skal anvende kalkægte farvepigmenter. Mindst 1 døgn inden brug udblødes farvepigmentet i kalkvand, i forholdet 1 del farvepigment til 1 del kalkvand. Farven vil efter ca. 1 døgn bundfælde som farvepasta. Det overskydende vand hældes fra. Den bundfældede farvepasta kan blandes i den strygefærdige kalkmælk med op til 10%. Før den indfarvede kalkmælk blandes, bør der altid foretages prøveblanding og prøvestrygning. Efter endt tørretid kan det afgøres om farverne passer, eller de skal ændres. Husk altid at notere blandingsforholdet. Vil man have en mørkere farve, kan man afslutte arbejdet med kalkvand tilsat farvepasta i samme forhold som i kalkmælken.
  10. En speciel form for farvet kalk er kalkning med jernvitriol. Ring og hør nærmere om dette.

Klik her for at downloade Pdf med anvisningen